Find kilder: “Auto-da-fé” – nyheder – aviser – bøger – scholar – JSTOR (april 2020) (Lær hvordan og hvornår du kan fjerne denne skabelonbesked)
Fra det 8. til det 15. århundrede var store dele af Spanien kontrolleret af muslimer, under hvis love jøder og kristne fik dhimmi-status. Dette betød, at de skulle betale en særlig skat, jizya, for “beskyttelse”, der, som det fremgik af islamiske lovtekster, skulle minde dem om deres underkastelse. Skatten blev pålagt “Bogens folk”, som jøder og kristne blev kaldt, for at ydmyge dem.
Jøder kunne undertiden stige til vigtige stillinger i den politiske struktur; anti-jødisk vold kunne også bryde ud. I massakren i Granada i 1066 blev en stor del af den jødiske befolkning i Granada dræbt af en muslimsk pøbel.
Behandlingen af religiøse mindretal varierede alt efter tiderne. For eksempel påtog almohaderne sig i deres opstigningstid titlen som kalif, indførte en række strenge religiøse foranstaltninger og søgte at styrke deres stater gennem religiøs forening, hvilket betød, at de tvang jøder og kristne til enten at konvertere til islam eller blive fordrevet. Omkring det 11. århundrede fik den voksende mistanke mod jøderne de kristne til at slutte sig sammen mod muslimerne og jøderne. Fra det tidspunkt blev Spanien en politisk suppe af forskellige magter og territorier med hver sin politik med hensyn til jødernes og muslimernes status. I det 13. århundrede var næsten hele det moderne Spanien under kristent styre. Ferdinand III af Kastilien pralede af at være konge af tre religioner. Denne tolerance varede dog ikke længe.
I det 14. århundrede opfordrede dominikaner- og franciskanerpræster de kristne til at udvise jøderne fra Spanien, idet de gav jøderne skylden for sociale problemer og ophidsede det kristne flertal til at ødelægge synagoger, brænde jøder levende og påtvinge tvangskonvertering. Jøderne blev tvunget til at deltage i prædikener og få kristne prædikanter til at skitsere, hvad de kristne anså for at være deres fejl.
Nye love adskilte den jødiske befolkning og begrænsede de erhverv, der stadig var åbne for dem, med det ultimative mål at omvende dem. Mere end 100.000 jøder konverterede. Når de var konverteret, sluttede disse nye kristne sig til klassen af “conversos”, som fik de juridiske og sociale privilegier, som en fuldgyldig kristen havde i samfundet. Mange nykristne benyttede sig af deres højere status og tog de kristne privilegier til sig. Efter nogle få generationer identificerede de konverterede jøder sig som hverken mere eller mindre end “almindelige” kristne, og Spanien var næsten ensartet kristent.
Denne ensartethed medførte nye kilder til ængstelse. “Mistilliden til jøden som outsider gav plads til en endnu mere alarmerende frygt for converso’en som insider.” Forskellene mellem de religiøse klasser havde tidligere været meget tydelige. Love og skikke kodificerede den kristne dominans i Spanien. Men da jøderne først konverterede, mente mange kristne spaniere, at de ikke længere vidste, hvem de kunne stole på, og hvem der muligvis kunne være en forræderisk kætter i hjertet.
I et forsøg på at dæmpe denne frygt blev der indført love om Limpieza de sangre (blodets renhed), der sporede blodslinjen hos kristne nye og gamle for at se, om de havde jødisk afstamning. På den måde opdelte Spanien sin kristne klasse efter etniske og religiøse linjer og “udstødte” dem med jødisk blod, ligesom det havde gjort før konverteringen. Indflydelsesrige kristne mente, at der var noget anderledes i personens væsen og sjæl, som ikke kunne helbredes ved religiøs omvendelse. Med disse love kom blodsmyten til at genopstå igen.
Den 1. november 1478 fik Ferdinand II af Aragonien og Isabella I af Kastilien tilladelse fra pave Sixtus IV til at udpege inkvisitorer i hele deres domæne for at beskytte katolicismen som den eneste sande kristne tro. Dekretet gjaldt oprindeligt for Kronen Kastilien – Isabellas domæne – men i 1483 udvidede Ferdinand det til også at gælde for sit domæne, Kronen Aragonien. Autos-da-fé blev ret populær i hele det spanske rige, konkurrerede med tyrefægtning om offentlighedens opmærksomhed og blev overværet af de kongelige:245 Selv om Ferdinands tiltag mødte lejlighedsvis modstand og resulterede i mordet på inkvisitoren Pedro de Arbués af konverterede jøder i 1485, blev der mellem 1487 og 1505 registreret behandling og retsforfølgelse af mere end 1.000 kættere af kapitlet i Barcelona, hvoraf kun 25 i sidste ende blev frikendt.
Når de fik pavens tilladelse til at foretage inkvisitioner, begyndte monarkerne at oprette permanente retssager og udvikle bureaukratier til at gennemføre undersøgelser i de fleste byer og samfund i deres imperium. Den første iberiske auto-da-fé fandt sted i Sevilla i 1481: de seks anklagede blev fundet skyldige og henrettet. Senere bragte franciskanermissionærer inkvisitionen til den nye verden.
Det nøjagtige antal personer, der blev henrettet af inkvisitionen, kendes ikke. Juan Antonio Llorente, tidligere sekretær for det hellige kontor, oplyste følgende tal for inkvisitionen eksklusive de amerikanske kolonier, Sicilien og Sardinien: 31.912 brændte, 17.696 brændte i afbildning og 291.450 forsonede de vehementi (dvs. efter en bodshandling):123 Senere i det nittende århundrede gav José Amador de los Ríos endnu højere tal, idet han oplyste, at alene mellem årene 1484 og 1525 blev 28.540 brændt personligt, 16.520 brændt i afbildning og 303.847 forsonet i bodshandling. Efter omfattende undersøgelser af arkivalier giver moderne forskere imidlertid lavere skøn og angiver, at færre end 10.000 faktisk blev henrettet i løbet af hele den spanske inkvisitions historie, måske omkring 3.000.
Den portugisiske inkvisition blev oprettet i 1536 og varede officielt indtil 1821. Dens indflydelse blev meget svækket i slutningen af det 18. århundrede under Marquês de Pombals regering.
Autos-da-fé fandt også sted i Goa, Ny Spanien, staten Brasilien og vicekongedømmet Peru. Samtidige historikere om konquistadorer, såsom Bernal Díaz del Castillo, har registreret dem. Selv om optegnelserne er ufuldstændige, anslår en historiker, at omkring 50 personer blev henrettet af den mexicanske inkvisition.