På nogle måder blev Olivia de Havilland mere kendt for den Oscar, hun ikke vandt, end for de to, hun vandt. Skuespillerinden, der døde i weekenden i en alder af 104 år, modtog en af Borte med blæsten’s 13 Oscar-nomineringer – men hun var en af kun to nominerede fra filmen, som kom til at konkurrere mod hinanden.
Den anden rival var Hattie McDaniel, som spillede over for de Havillands skrøbelige Melanie som husets slave Mammy. McDaniel var ikke kun den første sorte skuespiller, der nogensinde blev nomineret af Akademiet: Datteren af to tidligere slaver endte også med at vinde og stod for altid som en pioner i en branche, der stadig årtier senere kæmper med spørgsmål om ligestilling og repræsentation.
Filmen fra 1939 er blevet kritiseret og kritiseret for sin romantiske præsentation af en antikkebellum-kultur, der var bygget på voldelig slaveri af mennesker. For nylig fjernede HBO Max filmen midlertidigt og lagde den tilbage med en ny introduktion, der giver en historisk kontekst om dens skildring af denne æra. Men selv om nogle betragter den som propaganda for det racistiske konføderationssamfund, er Borte med blæsten stadig en af de mest sete film nogensinde, og McDaniel’s præstation og Oscar-sejr er stadig anerkendt for at have bidraget til at nedbryde barrierer i Hollywood.
McDaniel’s sejr var et chokerende øjeblik for hende, for Hollywood og for landet som helhed. Tænk på, at skuespillerinden og hendes sorte medspillere som Butterfly McQueen ikke var blevet inviteret til at deltage i premieren på filmen blot to måneder tidligere, da gallafesten blev afholdt i det segregerede Atlanta.
Men McDaniels sejr var ikke en overraskelse for de Havilland, som i en alder af 88 år i 2004 talte med mig, da jeg arbejdede for Associated Press, om aftenen for den 12. Oscar-uddeling – den 29. februar 1940. Hun indrømmede, at hun havde hørt om McDaniels sejr længe før hun ankom til ceremonien.
De Havilland og Scarlett O’Hara-skuespillerinden Vivien Leigh var samlet til en cocktail før Oscar-uddelingen i hjemmet hos Borte med blæsten-producenten David O. Selznick. “Limousinerne skulle køre os fra Davids hus til Oscar-uddelingen på Ambassador Hotel,” sagde de Havilland. “Telefonen ringede, og David sagde: ‘Ja, ja… Scarlett, ja… bedste film, hmm… Fleming, ja…’ og han gik hele listen over priser igennem og sagde så: ‘Hattie…’ Og mit navn blev ikke nævnt. Selvfølgelig fik han på forhånd at vide, hvem der havde vundet. Han havde en slags spion.”
Så vidt hun vidste, fik McDaniel det ikke at vide. “Hun vidste det ikke. Hun var allerede til prisuddelingen.”
De Havilland indrømmede, at hun blev dramatisk smertet over at få besked om sit tab. “Jamen, jeg var kun 22 år!” sagde hun og grinede af det 64 år senere. “Ved bordet var jeg i stand til at holde hovedet koldt, indtil det hele var overstået, og så begyndte en tåre at løbe ned ad kinden på mig. Irene Selznick så det og sagde: “Kom med mig!”, og vi gik ud i køkkenet, og så begyndte jeg virkelig at græde.”
Hun var ikke den eneste, der havde det svært den aften. McDaniel var blevet inviteret til ceremonien, men hun blev ikke sat ved siden af sine medvirkende. Da Selznick og de hvide skuespillere ankom, fandt de hende ved et lille bord bagerst i Cocoanut Grove-balsalen, hvor hun sad sammen med sin personlige gæst F.P. Yober og den hvide talentagent William Meiklejohn.
De Havilland antydede i vores samtale, at Selznick, der havde trukket i trådene for at få McDaniel lukket ind på det segregerede hotel i Los Angeles i første omgang, også foretog ændringer ved ceremonien for at flytte McDaniel tættere på begivenhederne. “Hun blev placeret sammen med sin sorte ledsager, og David sørgede for, at hun blev placeret korrekt. Og han var i første omgang ikke tilfreds med, hvor hun blev placeret. Han omarrangerede tingene, så det var mere passende, set fra hans synspunkt.” Hun ville ikke præcisere, hvor tæt McDaniel’s bord var på centrum af arrangementet. “På den tid var det stadig en delikat situation,” sagde hun.
McDaniel var “fuldstændig komfortabel,” insisterede de Havilland – men det er værd at bemærke, at uanset hvilke ændringer der blev foretaget i sidste øjeblik, blev hun ikke inviteret af nogen til at sidde ved siden af de Havilland, Selznick, Leigh eller Clark Gable.
Da kategorien for birolle blev præsenteret, lagde skuespillerinden Fay Bainter, som havde vundet det foregående års birolle, ikke skjul på, hvem den nye modtager ville være i sin introduktion, idet hun sagde, at prisen “åbner dørene i dette rum, flytter væggene tilbage og gør det muligt for os at omfavne hele Amerika.”
Da hendes navn blev råbt op, steg McDaniel op til podiet forrest i lokalet, med en høj stemme, mens hun tørrede tårer ud af øjnene, og en blomstring af gardenia-blomster steg op over hendes højre skulder, som matchede dem i hendes hår. Hun havde forberedt en tale på forhånd sammen med publicist Ruby Berkley Goodwin, men virkede alligevel overrasket over at skulle holde den.
“Dette er et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv,” sagde McDaniel til publikum. “Jeg vil gerne takke hver enkelt af jer, der var med til at udvælge mig til en af priserne, for jeres venlighed. Det har fået mig til at føle mig meget, meget ydmyg, og jeg vil altid holde det som et fyrtårn for alt, hvad jeg måtte være i stand til at gøre i fremtiden. Jeg håber oprigtigt, at jeg altid vil være en ære for min race og for filmindustrien. Mit hjerte er for fuldt til at fortælle Dem, hvordan jeg har det. Og jeg vil gerne sige tak og Gud velsigne jer.”
De Havilland sagde, at hun efter et par uger kom sig over sin skuffelse. McDaniels sejr var større end hende selv, større end filmen. I dag er den stadig monumental, en kendsgerning, som slog den hvide skuespillerinde til sidst. “To uger senere … vågnede jeg op en morgen og tænkte: ‘Det er helt vidunderligt, at Hattie fik prisen!’ Hattie fortjente den, og hun fik den,” sagde de Havilland i 2004. “Jeg tænkte, at jeg meget hellere ville leve i en verden, hvor en sort skuespillerinde, som gav en fantastisk præstation, fik prisen i stedet for mig. Jeg vil hellere leve i den slags verden.”
McDaniel døde af brystkræft i 1952 i en alder af 59 år og var den anden af Borte med blæsten-stjernerne, der døde efter Leslie Howard, der blev skudt ned af tyskerne i 1943. Gable døde i 1960, Leigh i 1967 og McQueen i 1995.
I 2004 bemærkede de Havilland, at hun var den eneste overlevende fra filmen. “Er det ikke mærkeligt?”, sagde hun. “Og Melanie var den eneste hovedperson, der døde. Se på hende nu.”
Mere fantastiske historier fra Vanity Fair
– Forsidehistorie: Viola Davis om hendes Hollywood-triumfer, hendes rejse ud af fattigdom og hendes fortrydelse over at have lavet The Help
– Ziwe Fumudoh har mestret kunsten at sætte hvide mennesker på plads
– Netflix’ uopklarede mysterier: Five Burning Questions Answered About Rey Rivera, Rob Endres, and More
– Se den berømthedsfyldte fanfilmversion af The Princess Bride
– Carl Reiners eventyrlige slutning
– Hemmelighederne bag Marianne og Connells første sexscene i Normal People
– Fra arkivet:
Søger du efter mere? Tilmeld dig vores daglige Hollywood-nyhedsbrev, og gå aldrig glip af en historie.