Den visuelle arv fra den amerikanske kunstner Keith Haring afspejler tidsånden i et årti og et kontinent. Hans tegneserielignende figurer, levende farver og gøende hunde blev verdenskendte, men der er mere, end man umiddelbart kan se. Han satiriserede den nationale og internationale politik, han oplivede firsernes festscene, og han førte den nationale – og personlige – kamp mod AIDS, som han til sidst tabte i 1990. BOZAR ser tilbage på den amerikanske leges begivenhedsrige liv og arbejde i en stor retrospektiv udstilling. Her får du et smugkig i fem fakta.
1. Haring brugte New Yorks undergrundsbane som sit lærred
‘The public has a right to art… Art is for everybody.’ (Keith Haring)
Da Keith Haring skiftede Kutztowns støvregn ud med New Yorks blændværk, erkendte han straks potentialet i den graffitiklædte by. Gaden blev hans atelier, og den formede hurtigt hans visuelle ordforråd. I den tid satte han sit præg på byen, eller mere specifikt på undergrundsbanen. På de blanke ark papir, der var klistret over de gamle reklameplakater, dukkede der pludselig gøende hunde, babyer og dansende mænd op. Med lynets hast satte den spirende kunstner sine – nu ikoniske – flydende og instinktive linjer på, et stykke anonym kunst for de forbipasserende, men også en ulovlig handling, som ikke altid gik ubemærket hen.
2. Haring var aktivist
“En talsmand for samfundet på et givent tidspunkt i historien”, sådan beskrev Haring kunstneren. Gennem sit enkle og tilgængelige billedsprog bragte han ofte alvorlige emner – racisme, atomkrig, hiv – inden for rækkevidde for alle. Gennem plakater, der blev uddelt ved demonstrationer, kom han ud som aktivist i bogstaveligste forstand. Og den unge amerikanske kunstner var altid opmærksom på den seneste udvikling i verdenspolitikken. Hans stigende berømmelse skaffede ham i 1986 en invitation til at male den vestlige side af Berlinmuren. Han så det som et “forsøg på at ødelægge muren psykologisk set”.
3. Haring havde et unikt forhold til børn
“Børn ved noget, som de fleste mennesker har glemt”. (Keith Haring)
For Haring var børn mere end et publikum, de var ofte deltagere i hans kreative proces. I 1986 malede han sammen med tusind børn i New York et banner, der forestillede Frihedsgudinden, og som var ti etager højt. For Haring repræsenterede barnet den reneste og mest positive oplevelse af den menneskelige eksistens. Figuren, der så at sige er en allegori for ærlighed og integritet, optræder ofte i hans værker. I overensstemmelse med denne idé arrangerer BOZAR en række børneaktiviteter under udstillingen, f.eks. en familiedag og opdagelsesstier.
4. Haring omgikkes med mediefænomener som Warhol og Madonna
Haring boede og arbejdede i East Village. Kvarteret på Manhattan var en magnet for kommende kunstnere fra undergrundsscenen. Haring blandede sig snart med folk som Madonna, Grace Jones og Jean-Michel Basquiat. Andy Warhol var i lang tid en kilde til inspiration for ham. Man kunne ofte finde dem på steder som Club 57, hvor billedkunstnere og musikere mødtes. Kendte modedesignere som Vivienne Westwood trak også på Harings talent. Gennem sin kombination af kunst og mode bragte hun fornyelse.
5. Haring efterlod monumentale spor i Europa
Den anerkendelse, han fik fra sine kunstnerkolleger, og den voksende popularitet af hans værker gjorde det muligt for Haring at udvide sit virkefelt. I slutningen af 1980’erne malede han flere store vægmalerier i Belgien og Holland. På bare fire timer bragte han farve til cafeteriet i Antwerpens museum for moderne kunst (M HKA) i Antwerpen. Få dage senere gjorde han det samme på en container i Knokke, som blev solgt på auktion for to millioner kroner i 2017. Efter sin store soloudstilling på Stedelijk Museum van Amsterdam malede han et kæmpe havmonster på en væg i nærheden. I 1989, et par måneder før han døde af en aids-relateret sygdom, færdiggjorde han sit sidste vægmaleri i Pisa. Han skrev af i (typisk) stil: med masser af farver og visuel bevægelse.