Muntjac, også kaldet gøende hjort, en af omkring syv arter af små til mellemstore asiatiske hjorte, der udgør slægten Muntiacus i familien Cervidae (orden Artiodactyla).
Kenneth W. Fink/Root Resources
Muntjacs, der kaldes gøende hjorte på grund af deres skrig, er solitære og nataktive, og de lever normalt i områder med tæt vegetation. De er hjemmehørende i Indien, Sydøstasien og det sydlige Kina, og nogle er blevet etableret i dele af England og Frankrig. Fea’s muntjac (M. feae) fra Myanmar (Burma) og Thailand er en truet art.
De fleste arter af muntjacs er 40-65 cm høje ved skulderen og vejer 15-35 kg. Afhængigt af arten varierer de fra gråbrune eller rødlige til mørkebrune. Hannerne har stødtandslignende øvre hjørnetænder, der stikker ud fra munden og kan bruges til at påføre dem alvorlige skader. Det korte gevir har én gren og er båret på lange baser, hvorfra knoglekamme strækker sig ud i ansigtet (deraf et andet almindeligt navn, ribbenshjort); hunnen har små knopper i stedet for gevir.
I 1990’erne blev der opdaget to hidtil ukendte arter af muntjacs. Den ene blev fundet i Vu Quang-naturreservatet i det nordlige Vietnam i 1994. Den blev kaldt kæmpe- eller storgeviret muntjac (M. vuquangensis), fordi den ser ud til at være større end andre muntjacs, med en anslået vægt på 40-50 kg (88-110 pund). Den anden art, som har den ære at være den mindste hjort i verden, blev opdaget nær byen Putao i det nordlige Myanmar i 1999. Den hedder miniature muntjac (M. putaoensis), eller bladhjort, og vejer kun 11 kg (ca. 24 pund). Selv om M. putaoensis blev katalogiseret på grundlag af ét eksemplar, er der fundet andre i regnskovene i Arunachal Pradesh i det yderste nordøstlige Indien.