Det er et ca. 600 år gammelt mysterium, der fortsat forvirrer forskere, kryptografer, fysikere og dataloger: en ca. 240 sider lang middelalderkodeks skrevet på et uopfatteligt sprog og fyldt med bizarre tegninger af esoteriske planter, nøgne kvinder og astrologiske symboler. Det er kendt som Voynich-manuskriptet og trodser enhver klassifikation, langt mindre forståelse.
Og alligevel er der i årenes løb kommet en lind strøm af forskere med nye påstande om at have løst dets hemmeligheder. Så sent som sidste sommer erklærede en antropolog ved Foothill College i Californien, at teksten var en “vulgær latinsk dialekt” skrevet i en obskur romersk stenografi. Og tidligere på året offentliggjorde Gerard Cheshire, en akademiker ved University of Bristol, en peer-reviewed artikel i tidsskriftet Romance Studies, hvori han hævdede, at skriften er en blanding af sprog, som han kaldte “protoromansk”.
Nogle Voynich-jægere mener, at søgningen kan være “ren gift” for en spirende forskerkarriere, fordi der ved studiet af manuskriptet “altid er en nem mulighed for at begå en latterlig fejl”.”
Derimod er hver eneste påstand om en Voynich-løsning – herunder begge sidste års påstande – indtil videre enten blevet ignoreret eller afvist af andre eksperter, medier og Voynich-besatte. I Cheshires tilfælde trak University of Bristol en pressemeddelelse, der fremhævede hans artikel, tilbage, efter at andre eksperter rundhåndet anfægtede hans forskning.
Fysikeren Andreas Schinner har fortalt om et rygte om, at Voynich-manuskriptet kan være “ren gift” for en akademisk karriere, fordi der ved studiet af manuskriptet “altid er en nem mulighed for at begå en latterlig fejl.”
“Den akademiske verden er en jungle,” skrev Schinner, der først anvendte statistisk analyse på manuskriptet for mere end ti år siden, i en e-mail, “og som i enhver jungle anbefales det ikke at vise selv potentielle svagheder.”
Det eneste, vi ved med sikkerhed gennem retsmedicinsk testning, er, at manuskriptet sandsynligvis stammer fra det 15. århundrede, hvor bøger var håndlavede og sjældne. Men dets herkomst og betydning er usikker, hvilket gør det stort set umuligt at bekræfte eventuelle påstande om dets indhold i forhold til andre historiske materialer.
Så hvorfor er så mange forskere og videnskabsmænd drevet af at løse gåden? For mange er det den ultimative mulighed for at bevise deres analytiske evner inden for deres givne områder. For andre er det en chance for at afprøve lovende nye digitale teknologier og fremskridt inden for kunstig intelligens. Og for nogle er det simpelthen spændingen ved jagten.
Manuskriptet blev erhvervet i 1912 af Wilfrid Voynich, en polsk forhandler af sjældne bøger. Det ligner snarere en moderne bog end en skriftrulle og er fyldt med løkkevis af håndskrevet tekst skrevet i en kunstfærdig skrift, ledsaget af overdådige illustrationer. Fundet gjorde ikke Voynich rig, men manuskriptet er fortsat med at skabe overskrifter i over hundrede år og har udfordret forskere inden for mange områder, herunder lingvistik, botanik og maskinlæring. Det befinder sig nu på Beinecke Library på Yale University.
I begyndelsen tiltrak det især humanistiske forskere. I 1921 hævdede William Newbold, en filosof ved University of Pennsylvania, der var interesseret i kryptografi, at en munk fra det 13. århundrede havde skrevet den som en videnskabelig afhandling. Newbold mente, at hvert enkelt hemmelighedsfuldt bogstav i virkeligheden var en samling af bittesmå symboler, der kunne læses under en korrekt forstørrelse, hvilket ville have betydet, at mikroskopet blev opfundet århundreder før vi troede det. Efter Newbolds død modbeviste John Manly, en amerikansk litteraturprofessor og kodebryderkollega, Newbolds teori og viste, at hans metoder var arbitrære og videnskabeligt upålidelige.
William og Elizebeth Friedman, to grundlæggere af den moderne kodebrydning, fortsatte med at anvende kodebryderteknikker på manuskriptet. Selv om de studerede andre tekster og blev rekrutteret til at knække meddelelser under begge verdenskrige, var de aldrig i stand til at lande på en løsning på Voynich.
Under Første Verdenskrig måtte Friedmans udføre deres beregninger i hånden, men i de følgende årtier gjorde IBM’s hulkortstabuleringsmaskiner processen meget hurtigere. William og andre kodebrydere, der arbejdede for National Security Agency, da det blev dannet i 1950’erne, forfulgte deres interesse for det middelalderlige manuskript (der findes endda en kopi af det i NSA’s interne bibliotek). Fordi manuskriptet var uklassificeret, kunne kodebryderne under den kolde krig bruge det til at illustrere avancerede computeranalyseteknikker for deres kolleger uden at bruge ægte sovjetiske meddelelser.
Den nyere Voynich-forskning bygger også i høj grad på computeranalyse, men med langt mere sofistikerede værktøjer. Lisa Fagin Davis, en middelalderforsker, der har fulgt Voynich-forskningen siden 1990’erne, siger, at de “utrolige fremskridt inden for computerkraft” også har været med til at afkræfte de foreslåede løsninger: “Vi har en måde at analysere og kritisere de løsninger, der er offentliggjort på en sofistikeret og næsten uomtvistelig måde”, siger hun.
De mystiske illustrationer er også et trækplaster for nogle forskere. Botaniker Arthur Tucker har siden 2013 hævdet, at Voynich-planterne var hjemmehørende i det 16. århundredes Amerika. I en e-mail for nylig sagde han, at hans ikke-computerbaserede tilgang til fortolkning af hver af de botaniske illustrationer vakte vrede fra mere datafokuserede forskere, hvis metoder han uden uddybning afviste som “cirkulære ræsonnementer”. Men hans teori har ikke slået an hos hverken botanikere eller dataloger.
“Utrolige fremskridt inden for computerkraft” har været den største drivkraft for den nuværende forskning, især inden for sproglig analyse, hvor digitale transskriptioner af den mærkelige skrift gør det muligt at anvende nye algoritmer på problemet med at afkode dens betydning.
Hvad angår Schinner, siger han, at han blev tiltrukket af andre forskeres forsøg: “Måske ville jeg bare finde ud af, om jeg kunne gøre det bedre end det her.”
Ved hjælp af “random walk mapping”, der er hentet fra matematikken og anvendt på tegnstrenge, foreslog han i 2007, at teksten blev genereret ud fra en underliggende stokastisk proces – tilfældighed som hyppigheden af faldende regndråber – og ikke et naturligt sprog, som har en struktur. I en anden artikel, som han var medforfatter til i 2019, uddybede han sin teori og foreslog en mulig algoritme til at generere teksten, der er så enkel, at en middelalderlig skribent kunne have lavet den som en skrøne. Deres forskning synes at understøtte ideen om, at manuskriptet er meningsløst.
Andre nyere undersøgelser modsiger Schinners konklusion. Et hold forskere i Brasilien og Tyskland foretog i 2013 deres egne statistiske analyser og nåede frem til den modsatte konklusion: Teksten blev sandsynligvis skrevet på et sprog og ikke tilfældigt genereret. I 2016 anvendte Greg Kondrak, datalog ved University of Alberta, og hans studerende, Bradley Hauer, en maskinlæringsalgoritme, der var trænet på 380 oversættelser af den samme tekstblok, til at foreslå, at indholdet er sammenblandet hebraisk, skrevet med en mærkelig skrift.
En tyrkisk ingeniør og hans søn teoretiserer i mellemtiden, at skriften er en fonetisk transskription af en middelalderlig tyrkisk dialekt, og de planlægger at offentliggøre en artikel om deres resultater i 2020. Og en statistikartikel, der blev offentliggjort i november, beskrev, hvordan en visuel analyse af bogstaverne identificerede mønstre i selve skriften, der synes at ligne andre skrevne alfabeter.
“Alle vil gerne være den, der beviser det, der knækker det, for at bevise sine egne evner, for at bevise, at man er klogere,” siger Davis, middelalderforskeren. Et problem, tilføjer hun, især med et komplekst middelalderligt manuskript, er, at forskere er specialister. “Der er næsten ingen derude, der forstår alle de forskellige komponenter” i manuskriptet, påpeger hun og henviser ikke kun til illustrationerne, men også til ting som indbindingen, blækket og håndskriften. “Det vil kræve et helt tværfagligt team.”
Hun nævner kontroversen om Cheshires sproglige analyse som et eksempel på begrænsningerne ved videnskabelig udgivelse. Selv om hans artikel blev fagfællebedømt – normalt den gyldne standard for videnskabelig stringens – var bedømmerne højst sandsynligt specialister i romanske sprog, da artiklen blev offentliggjort i et tidsskrift for romanske studier. Og peer review er ofte en uigennemsigtig proces, selv for emner, der er langt mindre obskure end et 600 år gammelt manuskript. Cheshire er for sin del fortsat sikker på sit arbejde og skelner mellem sig selv og andre potentielle kodeknækkere: Han har ret, og de tager fejl. “Det er egentlig meget enkelt,” siger han.
“Alle vil gerne være den, der kan bevise det, knække det, bevise sine egne evner, bevise, at man er klogere.”
For andre Voynich-forskere er det vigtigste, hvad man lærer undervejs. I løbet af de sidste fem år har tidsskrifter, der dækker computerlingvistik, fysik, datalogi og kryptologi, offentliggjort Voynich-artikler, hvoraf nogle senere er blevet afkræftet, men mange andre skitserer en ny tilgang til analyse af teksten snarere end at fremsætte en endelig påstand om en løsning. I sidstnævnte tilfælde er målet måske først og fremmest at fremvise nye værktøjer, der kan anvendes på andre områder.
Kunstneriske intelligensalgoritmer kræver f.eks. ofte store datasæt til træning og afprøvning, før de kan anvendes bredt, og analysen af Voynich-manuskriptet kan hjælpe fysikere og andre forskere med at afprøve, om nye talknusningsmetoder kan identificere meningsfulde mønstre i store mængder abstrakte data.
Den brasilianske fysikartikel fra 2013 brugte Voynich-manuskriptet til at illustrere, hvordan statistiske fysikmetoder kan tilpasses til at finde skjulte sproglige mønstre, og konkluderede, at teksten ikke syntes at være tilfældigt genereret. Og Kondrak og Hauers maskinlæringsartikel fokuserede primært på at beskrive de sproganalysealgoritmer, som de brugte til at opdage hebraisk som det underliggende sprog. Selv om ingen af teorierne er blevet accepteret som en Voynich-løsning, kan de stadig vise sig at være effektive på andre områder.
Som Schinner udtrykker det: “Man ved aldrig, hvad der vil ske, når man anvender den ene eller den anden metode”, da manuskriptets indhold fortsat er ukendt. Det, som forskerne lærer gennem forsøg og fejl, kan hjælpe dem med at “udvikle teknikker, der senere kan bruges på praktiske problemer”, siger Kondrak.
I sidste ende er manuskriptet måske blot et uløseligt mysterium. Robert Richards, videnskabshistoriker ved University of Chicago, bruger kodekset til at undervise i begrebet videnskabelige paradigmer, hvor en videnskabelig teori kommer til at forme et forskningsområde så stærkt, at forskerne ikke altid kan forklare eller identificere anomalier uden for teorien.
Richards sammenligner Voynich-teksten med det uigennemskuelige sprog, som rumvæsener, der lander på Jorden, bruger i filmen “Arrival” fra 2016: Vi er ikke engang sikre på, at det overhovedet er et sprog, da det ligger så langt uden for vores sproglige paradigme. Selv om det ser ud til at betyde noget, siger han: “Det kan vi kun være sikre på, hvis vi kan oversætte det til vores sprog.”
Hvem ved det, siger han om Voynich-manuskriptet: Måske er det trods alt bare en middelalderlig nonsens-joke.”
Jillian Foley er kandidatstuderende ved University of Chicago, hvor hun studerer kryptografiens og computervidenskabens historie. Hendes arbejde har været bragt i Slate og Technology’s Stories.