Dette er ikke et emne, som jeg dykker ned i regelmæssigt, fordi jeg ærlig talt ikke aner, hvad jeg laver. Jeg er 99,9% på bar bund med hensyn til, hvad jeg skal gøre, og om det, jeg gør, er bare nogenlunde korrekt. Eller normal. Jeg er dårlig til det, og jeg har heller ikke noget problem med at indrømme det.
Jeg ved, at jeg ikke er alene, fordi der synes at være en masse artikler om emnet her på Medium og andre steder. Det er noget, hvis nogen kunne finde ud af det helt og holdent, ville de blive multimillionærer fra den ene dag til den anden.
Hvad er emnet?
Dating. Kærlighed. Forhold.
Vælg et – for det hele smelter sammen i den samme uvidenhed for mig. Selv de grundlæggende ting synes at undslippe mig. Jeg er som en præteenager, der lige er ved at lære, hvad det hele handler om, selv om jeg er langt over de år. Jeg er bare fortabt.
Så jeg læser en masse artikler om det hele for at forsøge at hjælpe mig med at forstå det. Og jeg søgte efter et par bøger for at give mig lidt viden om, hvordan jeg kan blive bedre – hvis det er muligt. Og en masse af disse bøger taler om begrebet “at være for flink”. Jeg ved, at alle er forskellige, og jeg forstår, at der ikke findes en standardiseret måde at gøre noget på, men disse bøger og artikler giver mig lidt indsigt.
Og jeg læste denne artikel af Jennifer Link forleden dag med titlen When Love Isn’t Enough, som var med til at inspirere mig til denne historie. I den skriver hun:
“Måske har jeg været for sød? Jeg gør frivilligt, hvad du vil. Jeg troede, at det var det, du havde brug for. Det fornærmede mig ikke at være så sød, jeg foretrækker at være sød.”
Mit svar var, at jeg ikke troede, at det var muligt at være “for sød”. Men det, jeg ser, er, at der synes at være et fælles tema om pænhed, som jeg har svært ved at forstå.
Den idé, at nogen kan være “for pæn” – og hvordan det nu er blevet en karakterbrist at være “for pæn”. Jeg forstår godt, at det kan være muligt at være for flink i en arbejds- eller forretningssituation, men jeg forstår ikke, hvordan det er muligt i andre situationer. Især i et forhold.
Nu ved jeg godt, at der er denne helt anden debat om pænt versus venligt. Og hvis du tog dig tid til at læse om forskellen, ville du finde ud af, at folk, der er søde, kun tænker på sig selv og ikke er “gode mennesker” ifølge et svar. Du vil også læse, at pæne mennesker er eksternt motiverede, drevet af frygt og higer efter accept fra andre. Den pæne person kan ikke sige nej og er dybest set en dørmåtte.
Den pæne person kan heller ikke være autentisk, efter hvad jeg har læst. Vi har også hørt om “nice guy-syndromet”, “nice guys finish last” og “no more Mr. Nice Guy”. Hvis man skulle følge argumenterne mod at være flink, bør ingen af os overhovedet forsøge det. For hvis man er flink, er man ikke flink, tror jeg.
For mig er det hele semantik. Eller måske forstår jeg det ikke helt.
For alle søde mennesker, jeg har mødt, er ikke søde bare for at blive accepteret eller for at kunne lide dem, men det er fordi det er sådan, de er. Det er deres natur. De ønsker eller forventer ikke noget fra den anden person. Det er uselvisk.
Men vi er blevet lært, at pænt er kedeligt og patetisk. Vi er ikke tilfredse med den lykke, der er lige foran os, fordi vi tilsyneladende ikke længere kan genkende den. Og det er fordi vi altid vil have noget mere, noget andet – så i stedet jagter vi det, der er dårligt for os, fordi det er spændende og lidenskabeligt og lidenskabeligt og spændende. Vi forsøger altid at vælge “op”, selv om valget kan ødelægge det gode, vi har. Fordi græsset er altid grønnere, ikke? Vi vil ikke længere være søde.
Men lad os være ærlige.
Du kan være sød og ikke være kedelig.
Du kan være sød og stadig være lidenskabelig.
Du kan være sød og stadig være ærlig og åben.
Du kan være sød og ikke være en dørmåtte.
Du kan være sød og stadig være “ægte”.
Ingen af det er et enten/eller-sæt. Du kan gøre begge dele.
Så hvis det at være “for flink” er en karakterbrist, så tilføj det til min lange liste over fejl. For jeg vil ikke behandle dig som lort, jeg vil ikke være utro, jeg vil ikke være den slemme dreng, som du skal jagte. Hvis det er det, du vil have, så er jeg ikke det. Hvis det er en ulempe, at jeg er “for sød”, så må det være sådan. Men jeg vil ikke være sød bare for at få noget fra dig, jeg vil være sød, fordi jeg kan lide dig – og det er den, jeg er. Hvis jeg har brug for at være et røvhul, så gør jeg det.
Men ligesom Jennifer foretrækker jeg at være sød. Det fornærmer mig ikke. Men hvis det fornærmer dig, så kan jeg ikke gøre noget ved det. Det er et DU-problem.
Men så er jeg igen uvidende om dating, kærlighed og forhold. Så måske nogen kan forklare mig det.
Hvornår blev det at være “for sød” en karakterbrist?